Maine Coon er kendt som en af verdens største katteracer, men størrelsen fortæller langt fra hele historien. Den kombinerer et venligt, nysgerrigt væsen med en stærk, praktisk bygning, der passer godt ind i mange typer hjem. For nye ejere er den en rigtig fin blanding af social, legesyg og generelt ret jævn i temperamentet.
Racen kommer fra delstaten Maine i USA, hvor den i mange år var en naturlig gårdkat. Man mener, at racen er blevet til gennem naturlig udvælgelse, hvor kun de mest hårdføre katte klarede det barske klima. Derfor har Maine Coon i dag en tyk pels, store poter og en robust bygning, der egner sig godt til livet udendørs. Der findes flere romantiske teorier – blandt andet at racen skulle nedstamme fra skibskatte – men der er ingen beviser for det.
Maine Coon er en stor, langstrakt og muskuløs kat, og de små “lange hår” på ørerne ses ofte, men ikke hos alle. Pelsen er lang, men kan variere: nogle har en tæt, lidt vandafvisende yderpels, mens andre har en blødere og lettere type. Halen er næsten altid meget fyldig og fungerer som en naturlig “dyne”, når katten ligger ude i kulden.
En Maine Coon er som regel social uden at være krævende. Mange følger familiens gøremål og vil gerne være med i hverdagen, men de presser sjældent på for opmærksomhed. De er normalt gode med børn og andre dyr, især hunde, fordi deres signaler er tydelige og rolige.
Racen “snakker” ofte i små, bløde trillende lyde. Det er sjældent højt, men det er deres måde at holde kontakt på – både med mennesker og andre katte.
Maine Coon er legesyg, men ikke nødvendigvis i fuld fart hele tiden. De fleste elsker jagtlege og legetøj, der giver lidt udfordring. På grund af deres størrelse foretrækker de ofte stabile kradsetræer og hylder, der kan bære dem uden at gynge. Mentale aktiviteter som foderpuslespil eller gemte godbidder er også gode til at holde dem engagerede.
Selvom racen har lang pels, er den forholdsvis nem at have med at gøre, da den ikke filtrer helt så hurtigt som hos nogle andre langhåret racer. Alligevel kræver de fleste Maine Coons en vis rutine i plejen.
Fordi racen vokser i lang tid, har unge Maine Coons brug for et stabilt og næringsrigt foder gennem hele opvæksten. Voksne katte bør fodres efter appetit og aktivitetsniveau. Store hankatte spiser ofte mere end gennemsnittet, hvilket er helt normalt. Overvægt kan dog stadig snige sig ind, så det er en god idé at veje katten jævnligt. En foderautomat til katte kan også hjælpe her.
Som hos andre racer findes der nogle kendte arvelige problematikker. De mest omtalte er hjertesygdommen hypertrofisk kardiomyopati (HCM) og visse ledproblemer, især hofteledsdysplasi. Seriøse opdrættere bruger sundhedstests for at mindske risikoen, men ingen test kan garantere, at en kat aldrig bliver syg. Hvis katten virker utilpas, ændrer vejrtrækning, bliver mere stille eller viser tegn på smerte, bør man kontakte dyrlægen.
Killingers temperament kan variere meget, så det er godt at lægge mærke til, om killingen virker nysgerrig, social og tryg i sine omgivelser. En voksen Maine Coon kan være et oplagt valg for dem, der ønsker en mere forudsigelig personlighed og en kat, der allerede er fuldt udvokset. Det er en god idé at spørge opdrætter eller tidligere ejer ind til sundhedstests, daglig adfærd og eventuelle behov for pelspleje.
De fleste bliver en del større end den almindelige huskat, men der er stor individuel forskel.
Ofte mindre end mange andre langhårsracer, men regelmæssig børstning er stadig vigtigt.
Ja, de fleste trives godt i aktive familier og er generelt tålmodige med børn.
Ja, hvis der er god plads, klatremuligheder og daglig aktivering.
Racen er som regel tolerant over for både andre katte og hunde.
De er ofte snakkende, men mest med bløde, rolige lyde frem for høj miauen.
Nogle sygdomme ses oftere i racen. Ved tegn på sygdom bør man kontakte dyrlægen.
Typisk indtil de er 3–4 år, hvilket er længere end mange andre racer.
